26. mar. 2013

Justin Timberlakes "Suit and Tie" - Kærlighedssang til en Hund?

Jeg har hørt Justin Timberlakes "Suit and Tie" alt for mange gange. Og noget begyndte hurtigt at undre mig ved teksten. Sangen synges til et "du", der tilsyneladende er fortællerens (jeg lader som om, det automatisk er Justin) kæreste. Men hende, der synges til, er så godt som usynlig i teksten. Hun kaldes "little baby", så det vil jeg kalde hende. Little Baby har en kjole på, Justin godt kan lide. Hvad hun kan lide, hører vi ikke noget om. Justin selv han et jakkesæt og slips på, han er meget begejstret for - så begejstret, sangen har fået navn efter det. 

Han bruger lang tid på at fortælle hende, hvor lækker hun er. Og han vil gerne lære hende noget om kærlighed.


Det eneste, han siger, der kan forsikre os for, at det er et levende væsen, han synger til, er bemærkningen "we don't mind all the watching". Det er første og eneste gang, det omtales, at Little Baby har en tanke eller en holdning til noget. Senere beder Jay-Z hende sige noget til sine forældre, men hun er heller ikke her til stede som andet end en passiv tillyttende. 


Her er det, jeg begynder at overveje, om jeg har været for hurtig til at gå ud fra, at det er hans kæreste, han synger til?



Noget, der taler imod, at det er et menneske, og ikke en slags kæledyr, han synger til (og tilsyneladende har taget med på diskotek), er, at han siger hele tre gange til Little Baby, at hun/den tilhører ham: "But it's so fine and it's all mine", "But that's alright, cause you're all mine" og "And you're all mine tonight". 

I så fald er det også klart, Little Baby har en kjole på, Justin godt kan lide - det jo ham, der har valgt den og givet hende den på. "Little Baby" er godt nok et lidt fjollet hundenavn, men der er trods alt ikke nogen, der ville kalde et voksent menneske det.


Nogle mennesker begynder at omtale sig selv som "mor" og "far", når de får et dyr. Det er også sket for Justin. Han synger til Little Baby, "go on and show 'em who you call "Daddy"", hvilket jeg går ud fra er en slags trick, han har lært Little Baby. Igen - hvis dét var til en kvinde, så ville det jo være virkelig, virkelig ulækkert sagt.


Justin synger, at de andre på diskoteket stirrer på dem. Det kan man jo efterhånden godt forstå -- han står trods alt og danser med en hund med kjole på. Han mener, det bare er fordi, de er misundelige, hvilket er en typisk forsvarsreaktion. Det er klart, Little Baby ikke har noget imod, at de stirrer. Det stakkels dyr aner jo ikke, hvad der foregår!


Det er efterhånden lidt forstyrrende. For hvis Justin i virkeligheden synger til et kæledyr, og det tror jeg efterhånden, jeg har fået slået fast (det behøver naturligvis ikke være en hund, jeg ønsker bare at gøre det mere konkret), så har han altså et bekymrende forhold til den. Jeg hørt flere kæledyrsejere rose deres dyrs udseende, men jeg synes, Justin er gået for vidt.


Og at Little Baby skal hjem og fortælle til sine forældre (der formentlig bor hos dem, Justin har købt hende af), at "Tell your mother that I love her cause I love you, Tell your father we go farther as a couple, They ain't lose a daughter, got a son" -  Det er jo det rene vanvid.


Hvad er det, Justin vil lære Little Baby om kærlighed? Jeg tør knap tænke på det.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar