Hvorfor er Nogle Kristne Imod Ligbrænding?

Danmark er med 75% et af de lande i Europa, hvor flest urnebegraves

De kristne kirkesamfund imellem er der stor uenighed om, hvorvidt kremering af afdøde er i orden eller ej. Især blandt katolikker og ortodokse kristne findes stor modstand.

Ligbrænding fik sit danske gennembrud af praktiske årsager: 

Dansk Ligbrændingsforening blev stiftet i 1881 under en koleraepedimi for at minimere smittefare, der blev forværret af dårlige kloak- og kirkegårdsforhold. 

Mens protestantiske kirker åbnede op for kremeringer i 1800-tallet, udarbejdede den romersk-katolske kirke i 1884, 1886, 1892 og 1926 forbud mod kremering. I 1963 ophævede Vatikanet forbuddet, men kirken foretrækker stadig begravelse. I ortodokse kirker er kremering stadig forbudt, og ortodokse, der har valgt kremering uden en, for kirken at se, god grund, kan ikke blive begravet på kirkeligt område.

Hvad siger Biblen?

Spørgsmålet, der er centralt i denne sag, er, om kremering går imod opstandelsestroen. Kan man tro på kødets opstandelse og samtidig aktivt ødelægge kroppen ved brænding?

“I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem” Joh 5,28

Hverken de, der er for, eller de, der er imod, mener, at Biblen siger noget klart imod ligbrænding. Langt de fleste i Biblen bliver begravet, og i Det Gamle Testamente anvendes ligbrænding som straf, som i Amos bog 2,1-2: ”Dette siger Herren: På grund af Moabs tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De brændte Edoms konges ben til kalk. Derfor sender jeg ild mod Moab, den fortærer Kerijjots borge. Moab skal dø under krigslarm, til kampråb og hornklang.” Men et klart forbud finder vi som sagt ikke.

Generelt kan det siges, at afstanden til kremering ikke skyldes selve ligbrændingen, men hvad den er udtryk for, nemlig et ukristeligt forhold til kroppen og opstandelsen.

Dette blogindlæg blev udgivet første gang 19. december 2013 på Økumenisk Ungdoms blog