Hvad vil det sige at være Ciskønnet?

En spændende introduktion. Jeg beklager, at det er lidt svært at læse.

Lavet af http://gronkwena.tumblr.com/

Lavet af http://gronkwena.tumblr.com/

LGBT - Hvem Passer Ikke Ind? (Det er T)

LGBT - lesbian, gay, bisexual, transgender. Mange vil oversætte T'et til "transseksuel," og det er ærgerligt. For modsat L, G og B har T ikke noget at gøre med seksualitet. Det er derfor, betegnelsen "Transkønnet" vinder indpas og er foretrukket af gruppen selv..

L, G og B kan man være, uanset om man er trans- eller ciskønnet.* Man kan kun tilhøre én af de grupper, men der er transkønnede i alle tre grupper, og de fleste transseksuelle er formentlig heteroseksuelle. L, B og G er seksuelle minoriteter. Det er T ikke. Hvorfor er de endt i gruppe med de tre andre?

Tynde Kællinger

Fat shaming er skidt, men det er skinny shaming altså også. Jeg har mange gange og med stor glæde hørt Meghan Trainors "All about that bass", og en linje i sangen irriterer mig tiltagende. Sangen handler om, at hun ikke er tynd og lever op til samfundets kvindeidealer. Man skal have det godt med sig selv som i omkvædet "Every inch of you is perfect from the bottom to the top". Det gælder bare ikke, hvis man er tynd: "I'm bringing booty back / Go ahead and tell them skinny bitches that / No I'm just playing. I know you think you're fat."

Tak til Unilever

Ondskaben inkarneret.

Jeg har på det seneste set en del fjernsyn og dermed også reklamer, og i den forbindelse har jeg lagt mærke til, at Unilever er begyndt at give sig selv til kende i reklamer fra firmaer eget af dem. Det synes jeg er interessant, for det er min opfattelse, at de, der kender til Unilever, ikke bryder sig om dem. På den måde virker tiltaget som en slags service til at informere om, hvilke produkter, vi skal genoverveje at købe.

Dokumentarfilm #4 - Seksuel Vold på DR

Der har været regulært voldtægtstema på DR. Der er især to film, der har fanget mig, film om gruppevoldtægter af kvinder i hhv Indien og Kenya. I begge film møder vi mennesker, der brænder for at ændre de ting i samfundet, der gør, at gruppevoldtægter bliver begået og ingen stillet til ansvar. Begge film lægger op til diskussioner om, hvad "voldtægtskultur" er.

Dokumentarfilm #3: "Liget i lejligheden"

I går blev "Liget i lejligheden" - med den mere charmerende originaltitel "Dreams of a life" - igen sendt på dansk fjernsyn. Det er en virkelig god dokumentarfilm, der undersøger Joyce Vincens liv.

Omtalen fra DR:

I 2003 døde 38-årige Joyce Vincent i sin lejlighed i London, men ingen bemærkede, at hun var død. Da hendes skelet blev fundet tre år senere, var varmeapparatet og tv'et i hendes lejlighed stadig tændt. Men hvem var Joyce Vincent? Og hvordan kunne det gå til, at hun lå død i hele tre år, uden at nogen opdagede det? Filminstruktør Carol Morley satte sig for at undersøge, hvem Joyce Vincent var, og hvordan hun kunne dø uden at være savnet af nogen.

Hvorfor Benytter Ateister Kirkens Ritualer?

De fleste mennesker, jeg kender, er ateister og agnostikere. Alligevel bliver de gift kirker og får deres børn døbt. Det synes jeg er interessant.

Det lader til, at Folkekirken bliver set som et serviceorgan, hvor medlemmerne betaler kontingent som i en fagforening og derfor har krav på forskellige ydelser. Heriblandt bryllupper og barnedåbe. Andet end kontingentet er ikke påkrævet.

Kirkebryllupper er for mange som en tur på et Frilandsmuseum eller i Den Gamle By, hvor der er "levende historie". Præstens rolle kunne lige så godt udføres af en skuespiller. Jeg har hørt en præst sige provokerende, at han er træt af at skulle bruge tid på folks "perverse drømme om hvide kjoler," der drejer sig om ritual og tradition, og slet ikke om Gud.

Nogle Tanker om Organdonation

For et stykke tid siden hørte jeg et program om organdonation på Radio24syv. Flere lyttere mente, at kun organdonorer bør kunne modtage organer. Det synes jeg er urimeligt. Jeg vil gerne give mit hjerte til en, der ikke vil give mig deres. Det er lidt som at lade folk, der arbejder sort, komme på sygehuset, selvom de ikke selv har bidraget.

Jeg har to fede grunde til at tage stilling til organdonation:

Hvorfor har Heteroseksuelle Ikke Nogen Parade?

Jeg er flere gange blevet stillet ovenstående spørgsmål. Senest i samtale med et par litauere. Som bekendt er gay pride netop dér kontroversielt, og det er farligt at deltage.

Paraden og fænomenet "gay pride" provokerede dem, og det var min opfattelse, at de så den som et udtryk for, at homoseksuelle måtte mene, at de var mere interessante end heteroseksuelle, og at særlige regler burde gælde dem.

Holdningen blandt litauerne var, at folk må gøre hvad de vil derhjemme, men ikke bør skilte med det udenfor. Jeg tror ikke, de forstår, at det er at begå vold mod folk.

Indtryk fra Reaktionerne på Terrorangrebene i Paris