23. jan. 2015

Hvorfor Benytter Ateister Kirkens Ritualer?

De fleste mennesker, jeg kender, er ateister og agnostikere. Alligevel bliver de gift kirker og får deres børn døbt. Det synes jeg er interessant.

Det lader til, at Folkekirken bliver set som et serviceorgan, hvor medlemmerne betaler kontingent som i en fagforening og derfor har krav på forskellige ydelser. Heriblandt bryllupper og barnedåbe. Andet end kontingentet er ikke påkrævet.

Kirkebryllupper er for mange som en tur på et Frilandsmuseum eller i Den Gamle By, hvor der er "levende historie". Præstens rolle kunne lige så godt udføres af en skuespiller. Jeg har hørt en præst sige provokerende, at han er træt af at skulle bruge tid på folks "perverse drømme om hvide kjoler," der drejer sig om ritual og tradition, og slet ikke om Gud.

Jeg har været til et kirkebryllup, hvor gommen - der er ateist og blev gift i kirken for sin kærestes skyld - indgik i sit tredje ægteskab og for tredje gang svarede "ja" til "til døden jer skiller," og det provokerede mig. På den ene side er det dejligt, at de her mennesker føler sig knyttet til kirken - f.eks. kalder mange deres lokale kirke for "min kirke," selvom de aldrig har været der - på den anden side er det respektløst at deltage i et religiøst ritual, når man ikke selv bekender sig til religionen. Folk må for min skyld blive gift lige så mange gange, de vil, de skal bare ikke sidde og lyve i kirken.

Det er nok det, man får, når man har en folkekirke for et folk, der ikke tror på Gud.