17. feb. 2015

Dokumentarfilm #3: "Liget i lejligheden"

I går blev "Liget i lejligheden" - med den mere charmerende originaltitel "Dreams of a life" - igen sendt på dansk fjernsyn. Det er en virkelig god dokumentarfilm, der undersøger Joyce Vincens liv.

Omtalen fra DR:
I 2003 døde 38-årige Joyce Vincent i sin lejlighed i London, men ingen bemærkede, at hun var død. Da hendes skelet blev fundet tre år senere, var varmeapparatet og tv'et i hendes lejlighed stadig tændt. Men hvem var Joyce Vincent? Og hvordan kunne det gå til, at hun lå død i hele tre år, uden at nogen opdagede det? Filminstruktør Carol Morley satte sig for at undersøge, hvem Joyce Vincent var, og hvordan hun kunne dø uden at være savnet af nogen.
Heldigvis for filmen viser det sig, at Joyce Vincent har haft et virkelig interessant liv, og vi ser løbende interviews med Joyces venner og et par ekskærester. De har alle hørt om kvinden, der lå død i tre år, men bliver chokerede over at finde ud af, at det var "deres" Joyce, som de beskriver som sjov, smuk og eftertragtet. Hun drømte om at blive sanger og mødte Nelson Mandela. Mellem interviewsne bliver scener fra Joyces liv genskabt vha skuespillere, hvilket måske lyder kikset, men det er det ikke.

Det er en film, der virkeligt sætter tanker i gang. Hvordan kan nogen være død i tre år, uden at nogen lægger mærke til det? Hvordan kan en elsket kvinde få lov at lade alle bånd glide ud i sandet? Da Joyce bliver fundet er der en bunke indpakkede julegaver ved hendes side - hvem var de til?


"Liget i lejligheden"  kan ses her på dr.dk indtil den 26. februar.