Guilty Pleasures og Den Gode Smag

Vi har alle guilty pleasures. Jeg har mange. At se Americas next top model, sweatpants, take-out og at spise med fingrene er nogle af dem. Jeg er lige ved at tilføje "lav humor" og "dårlige amerikanske serier" - mit sprog afslører mig - mine "guilty pleasures" er ting, jeg opfatter som udannede. Det er noget, u(ud)dannede mennesker gør. Og da jeg nødig vil opfattes som et sådant, bliver tingene "guilty" for mig, og jeg indrømmer dem nødig. 

Jeg ved, at det er dårlig smag, selvom det er min smag.

På samme måde gælder det, at de, der ser "Godaften Danmark", læser regionalaviser og ikke kunne drømme om at læse eller se Shakespeare (læs: de udannede), alligevel vil påstå, at Shakespeare og klassisk musik

er god smag.

Sexual Slang Used in Everyday Language

Denne oversigt er ikke tilgængelig. Klik her for at se indlægget.

Changing our Religious Language in the Name of Gender Neutrality

The next WSCF Europe Gender conference is “Communicating Gender” 24-28 October in Løgumkloster, Denmark. This is a very interesting topic and being part of the PrepCom I’ve thought a lot about it lately. We’ve crammed the conference with diverse angles on this topic.

Dem, vi andre ikke vil lege med - Økumeniens Grænser

På det seneste har jeg tænkt over, hvem der er inviteret ind i den økumeniske familie. Jeg har for nylig været på en enormt spændende konference med World Student Christian Federation i Finland, der har sat gang i en masse tanker. Det, jeg vil tage op her, var dog nærmest en bisætning på konferencen. Vi besøgte et universitet i Helsinki, hvor blandt andet en repræsentant fra GC Mediaministries (GCM) holdt et oplæg for os. GCM, der har base i Finland, arbejder for at sprede evangeliet rundt omkring i verden – så vidt jeg har forstået hovedsageligt i Mellemøsten og Rusland for tiden. GCM mener, at den udbredte ateisme i disse områder har ført til et menneskeligt forfald, bl.a. i form af alkoholisme og andre former for misbrug, smuldrende seksualmoral og familiens opløsning. Dette vil GCM gerne modarbejde ved hjælp af Evangeliet.

Mission vs Religionsdialog

Religionsdialog. Der bliver talt meget om det. Jeg mener, religionsdialog er et af mange udtryk for en værdirelativisme, jeg ikke kan forstå, kristne kan have. Hvis en kristen tror på, at Kristus er Guds søn og døde for vores synder og at der kun er én Gud. Hvordan kan man så mene, at hinduismen er lige så gyldig? Hvis det, jeg tror på, er rigtigt, må de, der tror noget andet, tage fejl. De må være vildfarne. Men for at gå i religionsdialog med hinduister, må parterne i dialogen netop se de to religioner som lige gyldige. Og det forstår jeg ikke, kristne kan. Det opfattes som sympatisk, men er udtryk for et nedladende menneskesyn.

Det med Nadver

For noget tid siden tog jeg en ven, der er hviderussisk og ortodoks, med i natkirke i Vor Frue Kirke i Århus. Det er altid hyggeligt, men det, der står helt klart for mig fra den dag, er, at han gik til nadver med mig. Med os. Jeg tænkte "må du det?". 

Der skete noget til den nadver. Noget blev brudt ned og andet bygget op.

Barnekroppen som (Seksuelt) Ideal

Jeg har efterhånden lært, at jo mere barnlig en kvindes krop er, jo mere seksuelt tiltrækkende er den. Det præpubertære udseende er tydeligvis også målet, når jeg ser på, hvad mange kvinder stræber mod i deres jagt på skønhed og anerkendelse.

For som vi alle ved, så sker der i puberteten ting, der er så klamme, at vi prøver at slette alle spor af dem og lade som om, det aldrig er sket. For det ødelægger jo det hele!


Først og fremmest: kropsbehåring - ad! - væk med det. Det er ulækkert, maskulint og pinligt, har jeg lært. Selv i de reklamer, der handler om kropsbehåring ikke er nogen kropsbehåring. Kvinder i ladyshaverreklamer barberer altid allerede hårløse ben eller armhuler. Hvilket jo gør produktet overflødigt. Ben med i-ved-nok-hvad på er simpelthen for frastødende til at vise i tv. Det er på tide at indgå i en evig sisyfoskamp mod hårene! Hvorfor er det lige, det er super lækkert at se på en kvinde klædt ud som en ni-årig? Tanken er ikke særlig lækker.

Er Julemanden blevet Gud, og er Juleaften “Dommedag for Børn”?

Mine tanker om vores julefejring har “Santa Claus is Coming to Town” som naturlig underlægningsmusik. Jeg vil gerne gennemgå sangen som en slags eksemplificering og "bevisførelse" for mine betragtninger. Jeg har tænkt en del over julemanden. Hvordan han er en del af vores jul, og hvordan vi ser på ham. Det er som om, han er blevet et moderne forbrugssamfunds udgave af Gud.