Mission vs Religionsdialog

Religionsdialog. Der bliver talt meget om det. Jeg mener, religionsdialog er et af mange udtryk for en værdirelativisme, jeg ikke kan forstå, kristne kan have. Hvis en kristen tror på, at Kristus er Guds søn og døde for vores synder og at der kun er én Gud. Hvordan kan man så mene, at hinduismen er lige så gyldig? Hvis det, jeg tror på, er rigtigt, må de, der tror noget andet, tage fejl. De må være vildfarne. Men for at gå i religionsdialog med hinduister, må parterne i dialogen netop se de to religioner som lige gyldige. Og det forstår jeg ikke, kristne kan. Det opfattes som sympatisk, men er udtryk for et nedladende menneskesyn.

Kristne, der tror, man bliver frelst gennem troen på Kristus, kan ikke elske deres næste (hindu) som sig selv, hvis de går i religionsdialog med dem, overbevist om, at hinduismen fører til fortabelse. Kristne, der tror, alle frelses, må stadig tro, de har ret. At de er kommet sandheden så nær, de kan. Men den sandhed vil de kun dele med hinduerne som et kuriosum. Et bud blandt mange. Vi må stå fast på, det her er sandheden, og ønske for de andre, de skal kende den. Hvis jeg kan leve med, andre mennesker kan leve i vildfarelse – altså uden Kristus – elsker jeg ikke min næste som mig selv. Af kærlighed – og fordi det er min pligt – må jeg arbejde for Evangeliets udbredelse.

At lade nogen ”blive i troen” er nedladende og arrogant: At møde et menneske, man er overbevist om har misforstået noget helt elementært, men ikke vil dele sandheden med, må være et menneske, man har opgivet på forhånd eller ser som mindreværdigt.

Dette blogindlæg blev offentliggjort på Økumenisk Ungdoms blog d. 11. august 2011