Dem, vi andre ikke vil lege med - Økumeniens Grænser

På det seneste har jeg tænkt over, hvem der er inviteret ind i den økumeniske familie. Jeg har for nylig været på en enormt spændende konference med World Student Christian Federation i Finland, der har sat gang i en masse tanker. Det, jeg vil tage op her, var dog nærmest en bisætning på konferencen. Vi besøgte et universitet i Helsinki, hvor blandt andet en repræsentant fra GC Mediaministries (GCM) holdt et oplæg for os. GCM, der har base i Finland, arbejder for at sprede evangeliet rundt omkring i verden – så vidt jeg har forstået hovedsageligt i Mellemøsten og Rusland for tiden. GCM mener, at den udbredte ateisme i disse områder har ført til et menneskeligt forfald, bl.a. i form af alkoholisme og andre former for misbrug, smuldrende seksualmoral og familiens opløsning. Dette vil GCM gerne modarbejde ved hjælp af Evangeliet.
GCMs taktik er en såkaldt ”mediablitz”, hvor de ”mætter” de forskellige medier i en udvalgt by – tv, radio og billboards. Her opfordres alle til at ringe til et bestemt telefonnummer, hvor et døgnbemandet center hjælper folk med at finde Kristus. GCM lægger især vægt på omvendelseshistorier, som manden, der bliver omtalt som ”Ex-Mafia Man”, der udtaler ”I thought I was living a life style that was OK. I figured that stealing, and violence was OK too. But then God stopped me and freed me. I experienced the power to change!”. På trods af, at deltagerne på konferencen dækkede et virkelig bredt spektrum af europæiske kristne, var den generelle opfattelse klar: Det her var fuldstændig uacceptabelt.

Det har fået mig til at tænke over, hvordan vi afgrænser den økumeniske bevægelse. Hvem er ikke inviteret? Hvor går grænsen? Ved adventisterne? Mormonerne? Jehovas Vidner? Hvem bestemmer det, og hvilke konsekvenser har det for økumenien? Umiddelbart mener jeg ikke, at alle skal kunne melde sig under de økumeniske faner. Jeg tænker, det kan blive så udvasket, det ender med at blive ligegyldigt. Men hvis den økumeniske bevægelse, og med det mener jeg især World Council of Churches, Danske Kirkers Råd, World Student Christian Federation og organisationer i den dur, udelukker visse kristne grupper – måske bare ved ikke aktivt at arbejde for, de skal deltage i arbejdet - så forsømmer de deres opgave. Under ”Who we are” på World Council of Churches’ hjemmeside www.oikumene.org kan man læse, at

The World Council of Churches is a fellowship of churches which confess the Lord Jesus Christ as God and Saviour according to the scriptures, and therefore seek to fulfil together their common calling to the glory of the one God, Father, Son and Holy Spirit.It is a community of churches on the way to visible unity in one faith and one eucharistic fellowship, expressed in worship and in common life in Christ. It seeks to advance towards this unity, as Jesus prayed for his followers, “so that the world may believe.” (John 17:21)

Det, der først falder mig i øjnene er ordet ”the scriptures” – hvilke er det? Og hvorfor er det vigtigt? Jeg går ud fra, at mormonerne må falde under det krav. Jehovas Vidner tror ikke på den treenige Gud. Hvorfor adventisterne ikke er med, ved jeg ikke. Hvis de organisationer, jeg lige nævnte, bliver en klub for de ”rigtige” kristne, går det vel imod hele formålet med økumenien – at samle den splittede kirke?

Mit spørgsmål er altså: Hvem bestemmer, hvem der er en del af ”Kirken”?


Dette blogindlæg blev offentliggjort på Økumenisk Ungdoms blog d. 12. maj 2011