De fleste mennesker, jeg kender, er ateister og agnostikere. Alligevel bliver de gift kirker og får deres børn døbt. Det synes jeg er interessant.
Det lader til, at Folkekirken bliver set som et serviceorgan, hvor medlemmerne betaler kontingent som i en fagforening og derfor har krav på forskellige ydelser. Heriblandt bryllupper og barnedåbe. Andet end kontingentet er ikke påkrævet.
Kirkebryllupper er for mange som en tur på et Frilandsmuseum eller i Den Gamle By, hvor der er "levende historie". Præstens rolle kunne lige så godt udføres af en skuespiller. Jeg har hørt en præst sige provokerende, at han er træt af at skulle bruge tid på folks "perverse drømme om hvide kjoler," der drejer sig om ritual og tradition, og slet ikke om Gud.
For et stykke tid siden hørte jeg et program om organdonation på Radio24syv. Flere lyttere mente, at kun organdonorer bør kunne modtage organer. Det synes jeg er urimeligt. Jeg vil gerne give mit hjerte til en, der ikke vil give mig deres. Det er lidt som at lade folk, der arbejder sort, komme på sygehuset, selvom de ikke selv har bidraget.
Jeg har to fede grunde til at tage stilling til organdonation:
Jeg er flere gange blevet stillet ovenstående spørgsmål. Senest i samtale med et par litauere. Som bekendt er gay pride netop dér kontroversielt, og det er farligt at deltage.
Paraden og fænomenet "gay pride" provokerede dem, og det var min opfattelse, at de så den som et udtryk for, at homoseksuelle måtte mene, at de var mere interessante end heteroseksuelle, og at særlige regler burde gælde dem.
Holdningen blandt litauerne var, at folk må gøre hvad de vil derhjemme, men ikke bør skilte med det udenfor. Jeg tror ikke, de forstår, at det er at begå vold mod folk.
