16. mar. 2015

Dokumentarfilm #4 - Seksuel Vold på DR

Der har været regulært voldtægtstema på DR. Der er især to film, der har fanget mig, film om gruppevoldtægter af kvinder i hhv Indien og Kenya. I begge film møder vi mennesker, der brænder for at ændre de ting i samfundet, der gør, at gruppevoldtægter bliver begået og ingen stillet til ansvar. Begge film lægger op til diskussioner om, hvad "voldtægtskultur" er.

"Indiens døtre" er en dansk/indisk dokumentarfilm, der er blevet forbudt i Indien. Det kan jeg på en måde godt forstå, for den tegner et meget negativt billede af Indien, men vist også et billede, der afspejler virkeligheden meget godt. "Indiens døtre" handler om gruppevoldtægter i Indien og tager sit udgangspunkt i sagen om en ung kvinde, der blev overfaldet på både den ene og den anden måde og senere dør af sine kvæstelser. Både kvindens forældre og en af gerningsmændene stiller op til interview. Det er en væmmelig film, for det er en væmmelig sag. Du skal kunne holde til at høre om, hvordan de mishandlede hende, og til at høre mændenes forsvarsadvokater sige ting som "pæne piger er jo ikke ude kl 21". Det er til at blive vred af og at få kvalme af. Og den er god.

I "Jeg vil ikke tie" følger vi en australsk kvinde, der bor i Kenya, der er blevet gruppevoldtaget under et røveri. Vi møder hende, da hun har kæmpet sin sag i retssystemet i syv år og ser hendes kamp og hendes arbejde for at ændre på samfundet i Kenya.

Se filmene og snak med nogen om dem!

De kan ses på dr.dk indtil hhv 9. april og 19. marts. .