På "Neutral" Grund

I akademiske opgaver, diskussioner og bredere kredse bør jeg tale og argumentere som om, Gud ikke eksisterer. Det har jeg lært. Det ved vi allesammen. Gud har ikke noget at gøre der. Det med Gud er et fritidsprojekt, jeg må lægge på hylden, når jeg skal deltage i alvorlige ting og selskaber med ikke-religiøse mennesker. Det er kun rimeligt. Så kan vi mødes på fælles, neutral grund.

Og jeg gør det. Jeg skifter mentalt spor.

Men jeg kommer i tanke om, at det er absurd. At det er samfundets logik. Det er en ateistisk logik, at jeg skal skrue ned for mit fjollede tilvalg, så vi kan mødes på deres vilkår og tale deres sprog - det, de mener, er det neutrale sprog. Den "neutrale grund", det neutrale mødested, er en opfindelse. Det er en "sandhed", der er demokratisk vedtaget.


Men så længe, jeg ikke kan være neutral med de neutrale uden at skifte mentalt spor, ér det altså ikke et neutral sted. Vores kultur er ikke værdineutral, vores kultur er ikke fri for ideologi. At tro, at vores samfund har opnået en utopisk, neutral opfattelse af verden, er vanvittigt.
Den mest succesfulde ideologi er den, vi ikke kan se. Den, vi tror er neutralitet. Det siger Slavoj  Žižek. I marxistiske termer kaldes det "kollektiv falsk bevidsthed".

Det, jeg prøver at sige, er: "Neutraliteten" har ikke noget tøj på.