Staten har for nylig bestemt, at homoseksuelle må gifte sig. Få har sat spørgsmålstegn ved, at staten overhovedet har til opgave at godkende nogle forhold og andre ikke. Der indebærer en klar moralsk stillingtagen fra statens side. Staten som moralens vogter. Hvad skal staten i vores kærlighedsforhold?
Det vil jeg gerne reflektere over et øjeblik.
Der kan anføres forskellige grunde til, at forhold skal registreres og godkendes af staten og have juridisk gyldighed. Hvorfor staten skal bruge ressourcer på dette. Grunde kan være, at arvelove, pensionsordninger, skatteregler mm. er tilpasset ægteskaber. Men det er jo netop tilpasset. Det kunne godt være anderledes.
Næsten mærkeligere er det, at staten, når nogle har indsendt skilsmissepapirer, giver dem seks måneder til at tænke over, om de nu er helt sikre, før den kan gå igennem. Det er ikke en selvfølge, og sådan er det altså ikke i alle lande. Jeg synes, det er en sympatisk tanke, at staten passer på os, men hvor går grænsen? Når staten forbyder os ting, der kun kan skade os selv (for eksempel at gøre det forbudt at køre uden sele, ved at indføre fedtafgifter, at kunne give en landmand en bøde for at rense sin egen tagrende), fratager den os ansvaret for at tænke os om, passe på os selv og træffe vores egne beslutninger.
Jeg tror, staten kan gøre os til dumme børn. Men der er selvfølgelig også en tryghed i, at staten fortæller os, hvordan vi skal leve.
Jeg ved ikke, om jeg synes, staten skal ud af vores ægteskaber, men jeg synes, det er mærkeligt, at status quo tages fuldstændig for givet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar