Efterhånden er jeg blevet tacklet en del gange på vej til nadver. Ikke af alle de muskelmænd, der kommer til gudstjenesterne, men af alle mulige - også gamle damer, der lige laver snigeren for at få en bedre plads - altså en ude i siden. Ydmyge mennesker sætter sig jo ikke i midten.Men når man for enhver pris vil vise, hvor ydmyg man er -- så foregår der altså noget muggent.
Jeg har flere gange været i kirker, hvor den halvdel af bænkene, der er nærmest alteret er gabende tomme, mens den bagerste bliver benyttet. Havde jeg sat mig på række tre, er jeg sikker på, folk ville have tænkt deres deres.
Det, der i denne omgang har fået bægeret til at flyde over, er ovenstående tweets fra Paul Washer. Paul Washer er en amerikansk baptistpræst, jeg er glad for. Jeg har hørt mange af hans prædikener og foredrag, og han har fortalt, at han har mange smerter. Han har fortalt, at han ikke ville være præst, men måtte blive det, fordi han blev kaldet til det. Budskabet er, at Gud kan alt muligt. Og det er jo rigtigt. Men når han skriver, at han er den svageste af alle mænd(esker).. Altså, var "et svagt menneske" ikke godt nok? Er det en slags konkurrence?
Det er falsk beskedenhed og falsk ydmyghed, og så ville det altså være mere charmerende at stå ved ikke at være så ydmyg, som man godt kunne tænke sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar