13. mar. 2013

Kapitalismen Lever af Utilfredshed - Hvilken Indflydelse har det på Vores Liv?

Et kapitalistisk samfund drives af forbrug. 

Forbruget kan øges ved at skabe en kultur, hvor vi (mennesker, der i dette scenarie er reduceret til "forbrugere") vil have en fladskærm, selvom det gamle fjernsyn fungerer fint. Hvor vi vil have et nyt køkken, fordi det gamle er kikset. En "brug og smid væk"-kultur.

Forbrugets bedste værktøj er reklamen. Reklamens rolle er at få os til at købe ting, vi ikke vidste, vi manglede, eller af et mærke, vi ikke vidste vi ville have. En god reklame kan skabe et behov. Det kan ske ved at gøre os utilfredse med vores køkkenudstyr, bil, hus, 
bryster, tøj.. Brugsværdi er blevet en detalje.

Jeg kan på det varmeste, varmeste anbefale at se videoen, der er indlagt i dette indlæg. Det er fra det hedengangne program "Den 11. time", der blev sendt på dr2 og havde Mikael Bertelsen og Mads Brügger som værter. I dette afsnit er Phillip Blond gæst. Han er filosof og teolog og kalder sig selv en "rød konservativ". Jeg har forsøgt at skrive ovenstående i Blonds ånd.


Phillip Blond mener, at den utilfredshed, brug-og-smid-væk kulturen lever af, ikke kun kendetegner vores forbrug, men at den har indflydelse på hele vores kultur.


Her vil jeg tage stafetten op.


Selv velfungerende mennesker reflekterer over og tager stilling til ting, der for mange var og er livsvilkår. De vil finde ud af, om de er tilfredse nok. Skal jeg få lavet min næse pænere? Skal jeg blive ved med at være gravid? Kunne jeg få et federe ægteskab med en anden? Skal jeg vælge aktiv dødshjælp? Burde jeg få nogle federe venner?


Mere konkret tænker jeg for eksempel på studerende, der vælger at abortere deres børn, fordi de mener, deres økonomi er for dårlig, og at det ikke er det rette tidspunkt at få børn på. Jeg tænker på mennesker, der forlader familier og liv, fordi de mener, de har et potentiale, der skal udnyttes. For hvis skyld? Døende mennesker, der pludselig forventes at tænke over, hvorvidt de vil leve eller dø. Det er pludseligt et aktivt valg at fortsætte med at leve..


Jeg tror, at den konstante bevidsthed om, at alt relativt nemt kan blive skiftet ud, mindsker stabiliteten i vores liv. Vores menneskelige relationer, det være sig venne- kæreste- eller familieforhold, bliver løsere, da vi i lavere grad 
investerer os selv i disse, da vi konstant har et mentalt ben ude af døren og er klar over, at de andre også har det. Pludselig er det er et aktivt tilvalg at fortsætte forhold, familier, liv og ægteskaber. Vi forestiller os parallelle scenarier for, hvordan vores liv kunne være, og overvejer, om vi har valgt det bedste. Når bordet ikke fanger, ændres alt.

Ligesom skønhedsidealer skabes af reklamer med retoucherede billeder af modeller, tror jeg også, at idealerne om det gode liv er uopnåelige. Og at vi - ligesom de, der vil ligne modellerne i bladene - vil tilbringe vores liv med at være sultne og utilfredse i vores jagt på målet.


Er dét, hvad vi vil bruge vores liv på?


-----

12. september 2014:
Videoen med Phillip Blond i Den 11. Time er desværre blevet slettet fra Youtube.
Her findes han i et lignende interview (desværre uden Mads Brügger) fra p1: http://www.dr.dk/arkivP1/Agenda/Udsendelser/2012/04/10110608.htm
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar