Queer og
kristen. Kristen og queer. Det ses ofte som modsætninger.
Der er mange steder,
man kan finde et kristent fællesskab og mange steder, man kan finde
et queer fællesskab. Det er dejligt. Men begge steder er det ofte svært som kristen og queer at føle sig helt hjemme.
De to grupper har jo en historisk konflikt. Kirken har fordømt homoseksuelle og homoseksualitet i mange hundrede år, hvilket har skabt en dyb antipati fra mange homoseksuelles side. Som queer kristen kan man derfor føle sig skudt på fra begge sider. Hos de kristne er man "den queer" og hos de queer er man "den kristne".
Det kan helt naturligt resultere i en praksis, der består af at være queer med de queer og kristen med de kristne. Det vil sige - at forsøge at nedtone en stor den af sig selv. Og det kan være både svært og problematisk.
Hvor kan man så være sig selv? Det er jo ting, man er. Når muligheden for at være sig selv afskrives, kan man ikke deltage fuldt ud. Og den manglende rummelighed bunder jo i det ubehagelige, at de mennesker, man er iblandt, ikke respekterer én. De tager stilling til én. Hele ens tilværelse er pludselig til diskussion. De andre er selvudnævnte dommere, der hver især voterer, om de vil vælge at acceptere éns liv, éns følelser, én selv. Dernæst føler de en ret til at udbrede sig om deres holdning til ens liv. Det er en voldsom overtrædelse af intimsfæren.
Begge grupper kan have en agenda om at "redde" én fra den anden. De kristne synes, det er synd for en, at man er queer, og de queer synes, det er synd, man er kristen. Dermed bliver også ens autonomi sat ud af spil. Man bliver altså marginaliseret lige så snart, man træder ind af døren, idet man med det samme bliver til en "case".
Det kan gøre mange mennesker både ensomme og frustrerede. Derfor er det kun naturligt, næste sted at hemmeligholde det, der ikke bliver accepteret. Det er simpelthen urimeligt.
Det er ikke fordi, jeg tror, det er af ond vilje, men vi må blive bedre til at reflektere over, hvordan vi behandler andre mennesker. Det handler ikke om særbehandling, men om at behandle andre mennesker ordentligt,
Vi bør alle tage os sammen.
De to grupper har jo en historisk konflikt. Kirken har fordømt homoseksuelle og homoseksualitet i mange hundrede år, hvilket har skabt en dyb antipati fra mange homoseksuelles side. Som queer kristen kan man derfor føle sig skudt på fra begge sider. Hos de kristne er man "den queer" og hos de queer er man "den kristne".
Det kan helt naturligt resultere i en praksis, der består af at være queer med de queer og kristen med de kristne. Det vil sige - at forsøge at nedtone en stor den af sig selv. Og det kan være både svært og problematisk.
Hvor kan man så være sig selv? Det er jo ting, man er. Når muligheden for at være sig selv afskrives, kan man ikke deltage fuldt ud. Og den manglende rummelighed bunder jo i det ubehagelige, at de mennesker, man er iblandt, ikke respekterer én. De tager stilling til én. Hele ens tilværelse er pludselig til diskussion. De andre er selvudnævnte dommere, der hver især voterer, om de vil vælge at acceptere éns liv, éns følelser, én selv. Dernæst føler de en ret til at udbrede sig om deres holdning til ens liv. Det er en voldsom overtrædelse af intimsfæren.
Begge grupper kan have en agenda om at "redde" én fra den anden. De kristne synes, det er synd for en, at man er queer, og de queer synes, det er synd, man er kristen. Dermed bliver også ens autonomi sat ud af spil. Man bliver altså marginaliseret lige så snart, man træder ind af døren, idet man med det samme bliver til en "case".
Det kan gøre mange mennesker både ensomme og frustrerede. Derfor er det kun naturligt, næste sted at hemmeligholde det, der ikke bliver accepteret. Det er simpelthen urimeligt.
Det er ikke fordi, jeg tror, det er af ond vilje, men vi må blive bedre til at reflektere over, hvordan vi behandler andre mennesker. Det handler ikke om særbehandling, men om at behandle andre mennesker ordentligt,
Vi bør alle tage os sammen.
Jeg synes du har ret og det er rigtigt set, at der kan ligge et overgreb i at "tage stilling" til andres seksualitet. Jeg tror, at vi i højere grad gør hinanden til case når vi føler, at vores eget værdisæt er truet af den anderledes seksualitet vi møder. Jeg føler mig truet af, at nogen kan leve i polyamorøse forhold, fordi jeg bliver bange for tanken om at der skulle være en anden, som den jeg elsker også elsker. Det er den egentlige grund til, at jeg kunne have noget problem med det. Jeg tror egentligt, at de etiske/religiøse/sociale argumenter for monogami er nogen jeg hiver frem sekundært. Hmmm.
SvarSlet