1. maj 2013

Bucketlisten - En Slags Forsikring for Fremtiden?


En bucket list er en liste over ting, man vil nå, før man dør. 

Jeg har lavet flere bucket lists. De er sjove at falde over. At se, hvad der falder fra, hvad der kommer på listen, og hvad der går igen. 

Nogle af gengangerne på mine lister er: sove på et bjerg, se ildfluer, lære at stå på skateboard, dyrke kartofler..

Det er sjovt at sidde og drømme om, hvad man vil gøre med og i sit liv. Man behøver ikke være fornuftig, når man skriver sådan en liste.

Ud over det sjove ved at lave listen, sætter arbejdet tanker igang -  tanker om muligheder og om drømme. Om hvad der kan findes på den anden side af hverdagen. 

Og jeg tror, at frygten for at blive fanget i hverdagen er en stor, måske underbevidst, del af grunden til, at mange laver en bucket list. Når det bliver skrevet ned, bliver det som en slags kontrakt, man har med sig selv. Et forsøg på at undgå at blive som sine forældre, måske. At livet bliver én lang lørdag eftermiddag. At de næste 30 år af vores liv bliver planlagt af vores huslån.

Den tanke er til at få klaustrofobi af. Og den kan afhjælpes af en liste af drømme, vi måske finder en dag blandt vores rudekuverter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar