Viser opslag med etiketten video. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten video. Vis alle opslag

5. maj 2015

Tynde Kællinger

Fat shaming er skidt, men det er skinny shaming altså også. Jeg har mange gange og med stor glæde hørt Meghan Trainors "All about that bass", og en linje i sangen irriterer mig tiltagende. Sangen handler om, at hun ikke er tynd og lever op til samfundets kvindeidealer. Man skal have det godt med sig selv som i omkvædet "Every inch of you is perfect from the bottom to the top". Det gælder bare ikke, hvis man er tynd: "I'm bringing booty back / Go ahead and tell them skinny bitches that / No I'm just playing. I know you think you're fat."

21. apr. 2013

The Bible Afsnit 3-8: Jesus Kommer!

The Bible afsnit 3-4 var ret intetsigende.

Jonatan og Davids (b)romance bliver nævnt, men ikke meget mere end det. Saul siger til Jonatan "Du elsker ham som en bror, gør du ikke?", og Jonatan svarer ja. Det kunne have været noget mere interessant, hvis serien havde fået den nuance med. 

"Da drengen var gået, rejste David sig bag ved stenen. Han kastede sig tre gange til jorden for Jonatan, og så kyssede de hinanden og græd sammen. Jonatan sagde til David: »Gå med fred! Om det, vi har tilsvoret hinanden i Herrens navn, gælder det, at Herren i evighed er vidne mellem os to og mellem dine og mine efterkommere.«"  (Første Samuelsbog 20,41-42)



I afsnit 5-6 begynder der dog at ske noget

Vi kommer til Babylon og hjem igen. Babylonerne snupper den israelitiske intelligentia - hvordan finder de dem? Det er ret enkelt: De tager dem, der har bløde hænder. Afsløret.

Meget pludseligt befinder vi os i Det Nye Testamente. Skaberne har udtalt, at det er for at vise, at de to testamenter hænger uløseligt sammen.

I første del af Jesu liv er der intet nyt under solen. Jesus og hans tøj er meget rent og han har en snorlige midterskilning. Og så er han en flot fyr. Har jeg hørt. Selvfølgelig er også han lige så hvid som mig.

19. apr. 2013

Om Jeg Har Læst Bibelen? Jeg Har Set "The Bible"

Jeg har set de første to afsnit af tv-serien "The Bible", der blev sendt i USA i løbet af marts. Serien er i ti dele, fem dobbeltafsnit. Skaberne af serien, der bl.a. også står bag "Survivor" har udtalt, at "Billions of people will see this series. Billions". Vi får se.

Seriens åbningsscene er Noa, der på arken fortæller sin familie verdenshistorien (der jo på det tidspunkt ikke er så lang). Noget af det første, der falder mig i øjnene, er, at skuespillerne ser lige så mellemøstlige ud som dem i "Life of Brian". 


Adam og Eva 

Først og fremmest ligner de to nogle fra en undertøjs-reklame. Det er de formentlig også, for de er bege modeller. Det er et gennemgående tema blandt skuespillerne, og jeg kan allerede afsløre nu, at "Jesus" også er model. Nåja. Syndefaldsmyten bygger de på gamle fortolkninger: Adam, der ligner en europæer, forføres af en mere eksotisk udseende Eva, der kommer hen til ham med frugten... På trods af, at der i Bibelen står "Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste" (Gen 2,6). Det er ikke et æble, de spiser, det må jeg give dem.

13. mar. 2013

Kapitalismen Lever af Utilfredshed - Hvilken Indflydelse har det på Vores Liv?

Et kapitalistisk samfund drives af forbrug. 

Forbruget kan øges ved at skabe en kultur, hvor vi (mennesker, der i dette scenarie er reduceret til "forbrugere") vil have en fladskærm, selvom det gamle fjernsyn fungerer fint. Hvor vi vil have et nyt køkken, fordi det gamle er kikset. En "brug og smid væk"-kultur.

Forbrugets bedste værktøj er reklamen. Reklamens rolle er at få os til at købe ting, vi ikke vidste, vi manglede, eller af et mærke, vi ikke vidste vi ville have. En god reklame kan skabe et behov. Det kan ske ved at gøre os utilfredse med vores køkkenudstyr, bil, hus, 
bryster, tøj.. Brugsværdi er blevet en detalje.

Jeg kan på det varmeste, varmeste anbefale at se videoen, der er indlagt i dette indlæg. Det er fra det hedengangne program "Den 11. time", der blev sendt på dr2 og havde Mikael Bertelsen og Mads Brügger som værter. I dette afsnit er Phillip Blond gæst. Han er filosof og teolog og kalder sig selv en "rød konservativ". Jeg har forsøgt at skrive ovenstående i Blonds ånd.


Phillip Blond mener, at den utilfredshed, brug-og-smid-væk kulturen lever af, ikke kun kendetegner vores forbrug, men at den har indflydelse på hele vores kultur.


Her vil jeg tage stafetten op.

6. jan. 2013

It takes a village.. Vores Fælles Ansvar for Børns Velfærd

De fleste kender nok udtrykket "It takes a village to raise a child". Der skal en hel landsby til at opdrage et barn. Et barn er hele landsbyens ansvar. Det er, så vidt jeg kan finde ud af, et nigeriansk mundheld. Jeg synes, det er flot.

Det strider meget imod danske normer. Vi vil ikke blande os. Ikke engang, når det gælder vores familie. Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Hensynet tages for forældrenes skyld. Og for ens forhold til forældrene. Ikke for børnenes. Jeg mener ikke, vi skal blande os i småting i børneopdragelse, men at hele landsbyen bør føle et ansvar for, at børnene har det godt. 

21. dec. 2012

Er Julemanden blevet Gud, og er Juleaften “Dommedag for Børn”?

Mine tanker om vores julefejring har “Santa Claus is Coming to Town” som naturlig underlægningsmusik. Jeg vil gerne gennemgå sangen som en slags eksemplificering og "bevisførelse" for mine betragtninger. Jeg har tænkt en del over julemanden. Hvordan han er en del af vores jul, og hvordan vi ser på ham. Det er som om, han er blevet et moderne forbrugssamfunds udgave af Gud.