En Varm Anbefaling: Dokumentarserien "Racismens Historie"

I bliver simpelthen nødt til at se de her programmer. 

Racism: A History produceret af BBC i 2007 vises for tiden på drk under navnet "Racismens historie". Det er en serie på tre afsnit, hvoraf jeg har set de to. Især har anden del gjort et stort indtryk på mig.

Omtalen af første afsnit fra drs hjemmeside:

Hvorfra stammer forestillingen om, at mennesker kan opdeles i forskellige racer. Og ikke mindst forestillingen om, at én race skulle være andre overlegne? Den spanske erobring af Sydamerika og ødelæggelsen af de gamle civilisationer i 'Den nye Verden' og den transatlantiske slavehandel fik stor betydning for forestillingen om de hvides overherredømme, for selv oplysningstidens filosoffer tjente penge på slavehandlen! Og det var i høj grad slaveriet og grundlæggelsen af de første europæiske kolonier i Amerika, der gjorde 'neger' synonym med slave og førte til udryddelsen af de indfødte amerikanere.

Om Omvendelse i kirken og Præsters Ansvar - Preaching to the choir

"Preaching to the choir" betyder at forsøge at overtale nogle, der allerede er enige. Det er formålsløst. Jeg har tænkt over det udtryk, og jeg tror, at præmissen, nemlig at kirkekoret må være overbevist, er falsk. Jeg tror, det er nødvendigt at prædike for koret. Og for menigheden. At prædike omvendelse i kirken. Jeg tror, vi skal prise os lykkelige, hvis en fjerdedel af de, der går til højmesse i sandhed er omvendte. Hvis en tiendedel er.

De såkaldte "livsstilsprædikener" og feel-good prædikener, der holdes landet over søndag efter søndag, er en skændsel. Det mener jeg helt oprigtigt. De er en skændsel mod kirken, mod kristendommen og mod Gud. Anekdoter og hverdagsfilosofi kan præsten underholde med til kirkekaffen. Vi behøver evangelium og omvendelse. Andet er et svigt af præstens opgave og af vores opgave som kristne. Succeskriteriet er ikke at få folk i kirke. Det er ikke at få glade og trofaste kirkegængere. Det er ikke engang at få folk til at elske Jesus.

Mission vs Religionsdialog

Religionsdialog. Der bliver talt meget om det. Jeg mener, religionsdialog er et af mange udtryk for en værdirelativisme, jeg ikke kan forstå, kristne kan have. Hvis en kristen tror på, at Kristus er Guds søn og døde for vores synder og at der kun er én Gud. Hvordan kan man så mene, at hinduismen er lige så gyldig? Hvis det, jeg tror på, er rigtigt, må de, der tror noget andet, tage fejl. De må være vildfarne. Men for at gå i religionsdialog med hinduister, må parterne i dialogen netop se de to religioner som lige gyldige. Og det forstår jeg ikke, kristne kan. Det opfattes som sympatisk, men er udtryk for et nedladende menneskesyn.

Det med Nadver

For noget tid siden tog jeg en ven, der er hviderussisk og ortodoks, med i natkirke i Vor Frue Kirke i Århus. Det er altid hyggeligt, men det, der står helt klart for mig fra den dag, er, at han gik til nadver med mig. Med os. Jeg tænkte "må du det?". 

Der skete noget til den nadver. Noget blev brudt ned og andet bygget op.