Hvorfor Benytter Ateister Kirkens Ritualer?

De fleste mennesker, jeg kender, er ateister og agnostikere. Alligevel bliver de gift kirker og får deres børn døbt. Det synes jeg er interessant.

Det lader til, at Folkekirken bliver set som et serviceorgan, hvor medlemmerne betaler kontingent som i en fagforening og derfor har krav på forskellige ydelser. Heriblandt bryllupper og barnedåbe. Andet end kontingentet er ikke påkrævet.

Kirkebryllupper er for mange som en tur på et Frilandsmuseum eller i Den Gamle By, hvor der er "levende historie". Præstens rolle kunne lige så godt udføres af en skuespiller. Jeg har hørt en præst sige provokerende, at han er træt af at skulle bruge tid på folks "perverse drømme om hvide kjoler," der drejer sig om ritual og tradition, og slet ikke om Gud.

På "Neutral" Grund

I akademiske opgaver, diskussioner og bredere kredse bør jeg tale og argumentere som om, Gud ikke eksisterer. Det har jeg lært. Det ved vi allesammen. Gud har ikke noget at gøre der. Det med Gud er et fritidsprojekt, jeg må lægge på hylden, når jeg skal deltage i alvorlige ting og selskaber med ikke-religiøse mennesker. Det er kun rimeligt. Så kan vi mødes på fælles, neutral grund.

Og jeg gør det. Jeg skifter mentalt spor.

Agnostiker - Agschmostiker

En agnostiker er et menneske, der hævder at det er umuligt at opnå viden om Guds eksistens. Det fantastiske menneske Stephen Colbert siger det mere ligetil: "Now, isn't an agnostic just an atheist without balls?"

En af mine helte, præsten Paul Washer, fortæller om en samtale, han har haft med en agnostiker. Washer spurgte denne mand, hvordan han - hvis han virkelig var agnostiker og mente, at der var en mulighed for Guds eksistens - kunne lade være med at prøve at finde ud af, om det her super fede passer. Agnostikeren gav Washer ret i, at det ville være tilfældet.

Jeg kender flere mennesker, der har begyndt at omtale sig selv som "agnostikere" i stedet for "ateister", vist i den tanke, at det er mindre voldsomt og absolut. Gud kan jo godt eksistere. Men jeg er også af den overbevisning, at man ikke kan være helt sikker på noget som helst. Min fornuft er mangelfuld, og derfor bør jeg ikke stole blindt på den.

Mission vs Religionsdialog

Religionsdialog. Der bliver talt meget om det. Jeg mener, religionsdialog er et af mange udtryk for en værdirelativisme, jeg ikke kan forstå, kristne kan have. Hvis en kristen tror på, at Kristus er Guds søn og døde for vores synder og at der kun er én Gud. Hvordan kan man så mene, at hinduismen er lige så gyldig? Hvis det, jeg tror på, er rigtigt, må de, der tror noget andet, tage fejl. De må være vildfarne. Men for at gå i religionsdialog med hinduister, må parterne i dialogen netop se de to religioner som lige gyldige. Og det forstår jeg ikke, kristne kan. Det opfattes som sympatisk, men er udtryk for et nedladende menneskesyn.

Er Julemanden blevet Gud, og er Juleaften “Dommedag for Børn”?

Mine tanker om vores julefejring har “Santa Claus is Coming to Town” som naturlig underlægningsmusik. Jeg vil gerne gennemgå sangen som en slags eksemplificering og "bevisførelse" for mine betragtninger. Jeg har tænkt en del over julemanden. Hvordan han er en del af vores jul, og hvordan vi ser på ham. Det er som om, han er blevet et moderne forbrugssamfunds udgave af Gud.