Are You Ready for The Rapture?

Rapture er et begreb, som især amerikanske kristne er begejstrede for. Det hedder åbenbart "bortrykkelsen" på dansk, men går ud på, at (super)kristne pludselig vil forsvinde ud af den tynde luft for at blive forenet med Gud.

Jeg har for nylig opdaget den fantastiske hjemmeside raptureready.com, der har været til rådighed for menneskeheden siden 97. Hjemmesiden er både et redskab til kristne, en advarsel til ateister og en ressource, som de, der er blevet ladt tilbage, kan bruge.

Her er eksempler på ressourcer til tilbageblevne:

Oops I wasn't ready: http://www.raptureready.com/rap49.html

Hvorfor er Nogle Kristne Imod Ligbrænding?

Danmark er med 75% et af de lande i Europa, hvor flest urnebegraves

De kristne kirkesamfund imellem er der stor uenighed om, hvorvidt kremering af afdøde er i orden eller ej. Især blandt katolikker og ortodokse kristne findes stor modstand.

Ligbrænding fik sit danske gennembrud af praktiske årsager: 

Dansk Ligbrændingsforening blev stiftet i 1881 under en koleraepedimi for at minimere smittefare, der blev forværret af dårlige kloak- og kirkegårdsforhold. 

Mens protestantiske kirker åbnede op for kremeringer i 1800-tallet, udarbejdede den romersk-katolske kirke i 1884, 1886, 1892 og 1926 forbud mod kremering. I 1963 ophævede Vatikanet forbuddet, men kirken foretrækker stadig begravelse. I ortodokse kirker er kremering stadig forbudt, og ortodokse, der har valgt kremering uden en, for kirken at se, god grund, kan ikke blive begravet på kirkeligt område.

Hvad siger Biblen?

På "Neutral" Grund

I akademiske opgaver, diskussioner og bredere kredse bør jeg tale og argumentere som om, Gud ikke eksisterer. Det har jeg lært. Det ved vi allesammen. Gud har ikke noget at gøre der. Det med Gud er et fritidsprojekt, jeg må lægge på hylden, når jeg skal deltage i alvorlige ting og selskaber med ikke-religiøse mennesker. Det er kun rimeligt. Så kan vi mødes på fælles, neutral grund.

Og jeg gør det. Jeg skifter mentalt spor.

Jeg Er Mere Ydmyg End Dig - En Irriterende Trend i Kirken

Efterhånden er jeg blevet tacklet en del gange på vej til nadver. Ikke af alle de muskelmænd, der kommer til gudstjenesterne, men af alle mulige - også gamle damer, der lige laver snigeren for at få en bedre plads - altså en ude i siden. Ydmyge mennesker sætter sig jo ikke i midten.

Men når man for enhver pris vil vise, hvor ydmyg man er -- så foregår der altså noget muggent.

Jeg har flere gange været i kirker, hvor den halvdel af bænkene, der er nærmest alteret er gabende tomme, mens den bagerste bliver benyttet. Havde jeg sat mig på række tre, er jeg sikker på, folk ville have tænkt deres deres. 

For Queer til de Kristne og for Kristen til de Queer

”Queer” er et begreb, jeg er begejstret for. Jeg bruger her ordet som en betegnelse for mennesker, der ikke føler sig hjemme i den seksualitet, der forventes af dem. Fordi de forelsker sig i andre end dem, der forventes at være målet for deres kærlighed. Fordi de ikke forelsker sig, forelsker sig anderledes eller mindre end normen. Fordi deres seksuelle udfoldelser, følelser eller længsler ikke passer ind i det af samfundet udleverede skema. "Queer" kan også være en slags "diverse"-betegnelse, for de, der hverken betegner sig som gængse homo- hetero- eller biseksuelle. 

Queer og kristen. Kristen og queer. Det ses ofte som modsætninger.

Der er mange steder, man kan finde et kristent fællesskab og mange steder, man kan finde et queer fællesskab. Det er dejligt. Men begge steder er det ofte svært som kristen og queer at føle sig helt hjemme.

De to grupper har jo en historisk konflikt. Kirken har fordømt homoseksuelle og homoseksualitet i mange hundrede år, hvilket har skabt en dyb antipati fra mange homoseksuelles side. Som queer kristen kan man derfor føle sig skudt på fra begge sider. Hos de kristne er man "den queer" og hos de queer er man "den kristne".

Die to Self, Surrender to Christ

Ikke dumt.

Agnostiker - Agschmostiker

En agnostiker er et menneske, der hævder at det er umuligt at opnå viden om Guds eksistens. Det fantastiske menneske Stephen Colbert siger det mere ligetil: "Now, isn't an agnostic just an atheist without balls?"

En af mine helte, præsten Paul Washer, fortæller om en samtale, han har haft med en agnostiker. Washer spurgte denne mand, hvordan han - hvis han virkelig var agnostiker og mente, at der var en mulighed for Guds eksistens - kunne lade være med at prøve at finde ud af, om det her super fede passer. Agnostikeren gav Washer ret i, at det ville være tilfældet.

Jeg kender flere mennesker, der har begyndt at omtale sig selv som "agnostikere" i stedet for "ateister", vist i den tanke, at det er mindre voldsomt og absolut. Gud kan jo godt eksistere. Men jeg er også af den overbevisning, at man ikke kan være helt sikker på noget som helst. Min fornuft er mangelfuld, og derfor bør jeg ikke stole blindt på den.

Gå til myren, dovenkrop, betragt dens færden, og bliv vís. (Ordsprogenes bog 6:6)

Om Omvendelse i kirken og Præsters Ansvar - Preaching to the choir

"Preaching to the choir" betyder at forsøge at overtale nogle, der allerede er enige. Det er formålsløst. Jeg har tænkt over det udtryk, og jeg tror, at præmissen, nemlig at kirkekoret må være overbevist, er falsk. Jeg tror, det er nødvendigt at prædike for koret. Og for menigheden. At prædike omvendelse i kirken. Jeg tror, vi skal prise os lykkelige, hvis en fjerdedel af de, der går til højmesse i sandhed er omvendte. Hvis en tiendedel er.

De såkaldte "livsstilsprædikener" og feel-good prædikener, der holdes landet over søndag efter søndag, er en skændsel. Det mener jeg helt oprigtigt. De er en skændsel mod kirken, mod kristendommen og mod Gud. Anekdoter og hverdagsfilosofi kan præsten underholde med til kirkekaffen. Vi behøver evangelium og omvendelse. Andet er et svigt af præstens opgave og af vores opgave som kristne. Succeskriteriet er ikke at få folk i kirke. Det er ikke at få glade og trofaste kirkegængere. Det er ikke engang at få folk til at elske Jesus.

Dem, vi andre ikke vil lege med - Økumeniens Grænser

På det seneste har jeg tænkt over, hvem der er inviteret ind i den økumeniske familie. Jeg har for nylig været på en enormt spændende konference med World Student Christian Federation i Finland, der har sat gang i en masse tanker. Det, jeg vil tage op her, var dog nærmest en bisætning på konferencen. Vi besøgte et universitet i Helsinki, hvor blandt andet en repræsentant fra GC Mediaministries (GCM) holdt et oplæg for os. GCM, der har base i Finland, arbejder for at sprede evangeliet rundt omkring i verden – så vidt jeg har forstået hovedsageligt i Mellemøsten og Rusland for tiden. GCM mener, at den udbredte ateisme i disse områder har ført til et menneskeligt forfald, bl.a. i form af alkoholisme og andre former for misbrug, smuldrende seksualmoral og familiens opløsning. Dette vil GCM gerne modarbejde ved hjælp af Evangeliet.

Mission vs Religionsdialog

Religionsdialog. Der bliver talt meget om det. Jeg mener, religionsdialog er et af mange udtryk for en værdirelativisme, jeg ikke kan forstå, kristne kan have. Hvis en kristen tror på, at Kristus er Guds søn og døde for vores synder og at der kun er én Gud. Hvordan kan man så mene, at hinduismen er lige så gyldig? Hvis det, jeg tror på, er rigtigt, må de, der tror noget andet, tage fejl. De må være vildfarne. Men for at gå i religionsdialog med hinduister, må parterne i dialogen netop se de to religioner som lige gyldige. Og det forstår jeg ikke, kristne kan. Det opfattes som sympatisk, men er udtryk for et nedladende menneskesyn.